• Han er en del af den nye generation i dansk fodbold. Men Victor Kristiansen er ikke som alle de andre

    Source: BDK Borsnyt / 15 Jun 2024 02:07:49   America/Chicago

    Det var den første kamp efter Christian Eriksens kollaps, og stemningen er af mange blevet beskrevet som noget af det vildeste i landsholdets historie. Victor Kristiansen var 18 år, på vej til at blive student og stod i Parken med sin familie, da det danske landshold spillede mod Belgien under EM-slutrunden i 2021. Han sugede det hele til sig og drømte om selv en dag at stå der på banen, iført den røde trøje, og repræsentere Danmark ved en slutrunde. Tre år senere går drømmen nu i opfyldelse. Den 21-årige københavner er nemlig med i truppen under sommerens EM-slutrunde i Tyskland – og er på rekordtid blevet landstræner Kasper Hjulmands favorit på positionen som venstre back. Når man ser Victor Kristiansen på en bane, er det ikke specielt overraskende, at han på lidt over tre år er gået fra at være ung bænkevarmer i FCK til at have spillet i Champions League, Premier League og Serie A – og starte inde for landsholdet. På trods af sin unge alder udstråler han en autoritet og modenhed, der normalt kun findes hos langt mere erfarne spillere. Men på mange måder er Victor Kristiansen ikke som alle de andre. Landstræner Kasper Hjulmand har kaldt ham en usædvanlig stærk personlighed, som han aldrig var nervøs for at give debut: »Han elsker at være derinde (på banen, red.), og der er ikke noget, der kan skræmme ham. Tværtimod.« Berlingske har frem mod EM-slutrunden mødt Victor Kristiansen til et interview, hvor han vejer hvert et ord og sidder en smule uroligt i sofaen. Men når han er på banen, er han ikke bange for nogen eller noget. »Det ville være naturligt at føle sig bare en smule skræmt inden sin debut for FCK eller landsholdet. Men sådan havde jeg det ikke,« siger han. Skabt i en vinderkultur Der er sket meget med dansk fodbold, siden den blev professionel i slutningen af 1970erne. Og selvom modstanden mod at gøre sporten til en forretning var større dengang end i dag, er en ny diskussion om, hvorvidt udviklingen er gået for langt, opstået. Politiken har således beskrevet en »professionalisering« af børnefodbolden, der er stukket helt af: Det handler ikke om leg, men resultater – og børn helt ned til fem år bliver hentet til de store klubber med henblik på at gøre dem til »maskiner«, som den tidligere landsholdsspiller og fodboldkommentator Per Frimann har formuleret det. Victor Kristiansen er dog et eksempel på, at en ambitiøs sportslig uddannelse i et elitemiljø også kan bringe gode ting med sig. Allerede som fireårig begyndte han at spille fodbold i KB (Kjøbenhavns Boldklub) og er dermed vokset op i en klub, hvor forventningen altid var at vinde og være de bedste. »Det har været vigtigt for min udvikling og modnet mig meget. Selvfølgelig spiller det en stor rolle, at kulturen handler om at være bedre end sin modstander, uanset hvem det er,« siger Victor Kristiansen. Han forholder sig ikke til historierne om tilstanden i børne- og ungdomsfodbolden i dag, men tillægger det stor værdi for sin egen karriere, at han som helt ung befandt sig i et professionelt miljø. »For mig fungerede kommunikationen mellem skolen, familien og klubben rigtig godt. Udviklingsmiljøet var hårdt, men sundt. Jeg har kun haft gode oplevelser i KB,« siger Victor Kristiansen. Senere rykkede han til F.C. Københavns talentafdeling og kom herfra igennem endnu et nåleøje, da han blev en del af klubbens førstehold i Superligaen. Mens han gik i 3. g på gymnasiet Niels Brock, kom det store gennembrud i foråret 2021. Victor Kristiansen erobrede pladsen på venstre back og underskrev i efteråret samme år en kontraktforlængelse med sin barndomsklub. Allerede dengang var målet for både ham selv og FCK, at det store talent skulle forløses med en aftale i udlandet. Vejen var banet for en professionel fodboldkarriere på øverste hylde. Men Victor Kristiansen følte en stigende lyst til også at pleje sine interesser langt fra grønsværen. En kommende statsminister? Selvom man hver weekend spiller foran tusindvis af tilskuere, kan livet som fodboldspiller godt blive ensformigt og kedeligt. Hverdagen består primært af træning og hvile, hvilket efterlader mange timers fritid. I sin første sæson som fuldtidsprofessionel, hvor Victor Kristiansen ikke skulle passe sin skole ved siden af, vandt FCK mesterskabet og kvalificerede sig til Champions League. Men den unge københavner manglede noget. Derfor søgte han i sommeren 2022 ind på statskundskabsstudiet på Københavns Universitet og blev, på grund af sit høje karaktergennemsnit, optaget. »Jeg er meget interesseret i at blive klogere på samfundet og udfordre mig selv fagligt. Det er meget individuelt, hvad folk vil lave ved siden af fodbolden, men jeg oplevede, at det var enormt gavnligt for mig,« siger Victor Kristiansen. Studierne blev passet, men de mange kampe for FCK i både Danmark og Europa gjorde det svært at få hverdagen til at hænge sammen. Alligevel overvejede Victor Kristiansen aldrig, om han havde begået en fejl. »Gymnasiet var noget, jeg skulle gennemføre, og derfor hjalp FCK mig meget. Men det her var mit eget valg. Derfor blev der helt naturligt taget mindre hensyn. Mit primære fokus var fodbolden, og sådan skulle det være,« siger han. Vil du gerne være embedsmand, når du er for gammel til at spille fodbold? »Det har aldrig handlet om at forberede mig på, hvad jeg vil lave efter min karriere. Jeg er interesseret i mange ting og er nysgerrig på at lære. Så for mig handler det om at udfordre mig selv.« Så du skal ikke være statsminister? »Nej, jeg skal sgu ikke ind i politik – overhovedet,« griner Victor Kristiansen. Eventyr i Europa Statskundskaben måtte dog lægges midlertidigt på hylden, da den engelske storklub Leicester City tilbød ham en kontrakt i januar 2023. FCK var glade for aftalen, for den gjorde Victor Kristiansen til det dyreste salg i klubbens historie – ifølge flere medier løb prisen op i nærheden af 150 millioner kroner. Men tiden i England blev aldrig en dans på roser for den unge dansker, der nåede at spille 14 kampe for Leicester City, inden de rykkede ned i den næstbedste række. Victor Kristiansen tog ikke turen med ned, men blev i stedet lejet ud til Bologna i Italien, som historisk har været et hårdt land at falde til i for mange unge danskere. »Den italienske kultur er svær, først og fremmest fordi sproget er en klar barriere. Samtidig er fodbolden mere som et skakspil, og det har jeg skullet vænne mig til,« siger han. På trods af udfordringerne har det seneste år været en stor succes for både Victor Kristiansen og Bologna, der med danskeren i en nøglerolle kvalificerede sig til Champions League for første gang i årtier. De gode præstationer blev samtidig vekslet til flere startpladser på landsholdet i den afgørende fase af EM-kvalifikationen. Nu håber han, at det er nok til at kunne starte inde i Danmarks åbningskamp til EM mod Slovenien. »Jeg synes, at jeg har vist mig godt frem, og så er det op til Kasper Hjulmand, hvem han vil sætte på banen,« siger Victor Kristiansen. Drømmen om at genskabe glæden Én ting går igen i interviewet, uanset om spørgsmålene handler om fodbold eller statskundskab. Victor Kristiansen virker nærmest besat af at blive den bedste version af sig selv og er enormt bevidst om, hvordan forskellige valg i livet udvikler ham som menneske og som fodboldspiller. Et godt eksempel er hans svar på spørgsmålet om, hvad han tænker om at stå foran sin første slutrunde med Danmark. »Det vil gavne mig som spiller at få den oplevelse med i bagagen. Jeg suger bare til mig og vokser af det,« siger Victor Kristiansen. Du tror ikke, at det er meget anderledes end Champions League, Premier League og Serie A? »Jo, det bliver da specielt, især med så mange danske fans i ryggen. Så følelsen i maven bliver sikkert mere intens.« Landsholdet er domineret af en stor gruppe erfarne spillere, der i mange år har udgjort stammen både på og uden for banen. Men heller ikke her er Victor Kristiansen bange for at være ung og ny. Tværtimod oplever han den store aldersdiversitet som en styrke. »Det er enormt dejligt at komme hjem til Danmark og snakke med andre, der har mere erfaring og derfor kan hjælpe med de ting, man går og bøvler med i sin klubkarriere,« siger han: »Vi har tro på tingene, for vi har en god trup bestående af både erfarne spillere og os, der er unge og sultne. Jeg mener, at vores chancer til EM er gode.« Titusindvis af danskere har sikret sig billet til landsholdets tre gruppekampe – og Victor Kristiansen vil gøre alt for at give dem det, han fik i Parken for præcis tre år siden. »Drømmen er at give både min familie og hele Danmark en lignende oplevelse som til EM i 2021. Jeg vil rigtig gerne genskabe den glæde,« siger han. https://www.berlingske.dk/indland/han-er-en-del-af-den-nye-generation-i-dansk-fodbold-men-victor-kristiansen
Share on,